Der findes et København, man ikke får øje på fra cykelstien. Det ligger bag ligusterhækkene ved banelegemet i Vanløse, langs voldene på Amager og hele vejen rundt om Utterslev Mose: små træhuse, flagstænger, rabarber i snorlige rækker og mennesker, der hilser med fornavn. På papiret er en kolonihave bare et lejet stykke jord med et skur på. I virkeligheden er den adgangsbillet til et af byens mest velsmurte fællesskaber.
For det er ikke jordbærrene, der holder en haveforening sammen. Det er foreningen selv: ventelisten, arbejdsdagene, fælleshuset og den årlige generalforsamling, hvor alt fra hækhøjde til kloakering bliver vendt. Uden det maskinrum ville de grønne områder bare være parceller med hver sin hængelås. Med det bliver de til et sted, man hører til.
Ventelisten er byens mest tålmodige kø
Alle, der har prøvet at skrive sig op til en kolonihave i København, kender følelsen. Man betaler et beskedent årligt gebyr for at stå på en liste, og så venter man. Og venter. I nogle foreninger går der et par år; i de mest eftertragtede måles ventetiden nærmere i skoleforløb. En bekendt i Brønshøj skrev sig op, da hendes søn blev døbt. Han nåede i mellemtrinnet, før familien stod øverst på listen.
Man kan godt grine ad det, men ventelisten er noget af det mest demokratiske, byen har. Haverne går ikke til højestbydende; de går på tur efter anciennitet, og prisen fastsættes af foreningens vurderingsudvalg efter faste regler. Det holder spekulationen ude og betyder, at en pædagog og en pensionist har samme chance som en mægler med spidse albuer. Til gengæld forpligter det. Den dag brevet endelig kommer, overtager man ikke bare et skur og tre solbærbuske. Man overtager en plads i et fællesskab, der forventer noget af én.
Arbejdsdagen giver jord under neglene
De fleste foreninger holder to eller tre fælles arbejdsdage om året, og det er her, man finder ud af, hvem naboerne egentlig er. Fællesarealerne skal rives, drænet skal renses, fælleshuset skal males, og der skal køres flis ud på stierne. Det lyder som pligtarbejde, og det er det også. Men prøv at lære tredive menneskers navne over en trillebør og en kande kaffe. Det går hurtigere end tre års småsnak hen over hækken.
Der er naturligvis altid nogle, der melder afbud med kreative begrundelser, og mange foreninger har derfor et lille gebyr for at blive væk. Min holdning er, at man skal møde op alligevel, også med dårlig ryg. Der er altid brug for én til at holde listen, koge kaffen og smøre rundstykker. Arbejdsdagen er nemlig ikke kun vedligehold. Den er foreningens måde at minde alle om, at stierne, flagstangen og den fælles vandpost ikke vedligeholder sig selv.
Fælleshuset er foreningens dagligstue
Hvis haverne er kroppen, er fælleshuset hjertet. Det er her, der er banko i august, fastelavn for de mindste og høstfest med medbragte kager, som ingen tør sige nej til. Det er også her, man kan leje sig ind til en rund fødselsdag, hvis man lover at feje og stille stolene tilbage bagefter. Et godt fælleshus dufter af kaffe, gulvlak og gamle referater, og sådan skal det være.
Ved køkkendøren hænger opslagstavlen med alt det praktiske: hvornår vandet åbnes, hvilken weekend containeren kommer, og hvem der har fundet et par gummistøvler i børnestørrelse på stien. I flere af de store foreninger er korktavlen efterhånden suppleret af den digitale opslagstavle i fælleshuset
, som selv holder styr på datoerne, så ingen møder op til en fællesspisning, der blev flyttet i sidste uge. Det lyder måske moderne for en bevægelse, der stadig hejser Dannebrog i weekenden. Men misforståelser om lukket vand har aldrig klædt nogen forening.
Generalforsamlingen under æbletræet
Og så er der årets store dag. I min egen forening ligger generalforsamlingen i maj, og hvis vejret arter sig, foregår den udenfor på klapstole i græsset under det store æbletræ bag fælleshuset. Der er dagsorden efter vedtægterne, valg af dirigent, formandens beretning og kassererens regnskab, som hvert år får et anerkendende nik, fordi det stemmer. Bagefter kommer forslagene, og det er her, det bliver sport.
Ingen debat i dansk foreningsliv er så intens som diskussionen om hækhøjde. Eller om der må støbes sokkel. Eller om græsslåning skal være forbudt søndag eftermiddag. Det kan tage en time, og det skal det. Generalforsamlingen er stedet, hvor alle har én stemme, og hvor den nyeste havelejer tæller lige så meget som familien, der har haft have nummer 14 siden halvtredserne. Nyvalgte bestyrelser kan i øvrigt hente hjælp i en god guide til generalforsamling i foreningen, så indkaldelsesfrister, referat og afstemninger kommer på plads efter bogen. Æblekagen og den lange debat under eventuelt må man selv stå for.
Det hele hænger sammen, fordi nogen gider
Lagt sammen er en haveforening et lille selvstyrende samfund med egen økonomi, egne regler og egne traditioner, båret af frivillige, der bruger vinteraftener på venteliste og vandregnskab. Det er dem, der holder sammen på det hele, og de fortjener mere end et skulderklap og en flaske til jul.
Så hvis du står på en venteliste et sted i byen, så brug ventetiden på at øve dig i at være et godt foreningsmenneske. Mød op, når du endelig er inde. Tag kage med til generalforsamlingen, meld dig til arbejdsdagen, og læs opslagstavlen, før du spørger formanden om noget, der har hængt der i tre uger. Byen bliver grønnere af den slags. Og æblerne smager nu engang bedst, når man selv har været med til at beskære træet.